Vildmarksliv

Vildmarksliv klassificeres som ekstremt

Vildmarksliv klassificeres som ekstremt, da ulykker eller uhensigtsmæssige handlinger, i værste fald, kan medføre døden. Hvert år omkommer folk i vildmarken.

Det er vigtigt at forstå at en nødsituation ikke blot berører en selv og ens turkammerater, men også udsætter eventuelle redningsfolk for fare. I det tilfælde at der overhovedet er en redningstjeneste til rådighed i det område hvor aktiviteten foregår.

En redningsaktion - Search and rescue (SAR) - er en bekostelig affære, som deltagerne selv kan komme til at betale, om myndighederne vurderer at det er deltagernes egne forsømmelser der ligger til grund for at den blev iværksat. Derfor kræver det mange færdigheder at dyrke vildmarksliv.

En vildmarkstur består i hovedsagen af to faser: Forberedelse og udførelse.

1. Forberedelsen skal sørge for at turen bliver udførlig og mere eller mindre behagelig med maksimalt overskud der så vidt muligt forebygger ulykker.

2. Udførelsen skal ske efter det forberedte og med en evne til improvisation og den rutine sådanne ture kræver.

Alle deltagere bør have en generel bred rutine i grundlæggende friluftsliv, den valgte rejseform og kende farer og risiko. Alle skal blandt andet, som minimum, kunne navigere sikkert med kort og kompas, kunne førstehjælp og nødprocedure, være ekspert i brugen af det nødvendige medbragte udstyr, være i god fysisk form, kende egen formåen og grænser.

Mange dyrkere af vildmarksliv

Mange dyrkere af vildmarksliv, søger det primitive eventyr, naturoplevelserne, afsondretheden og roen i en, af mennesker, relativt uberørt natur. Vildmarksliv bruges blandt andet som rekreativ, aktiv ferie, fritids-, eller erhvervsjagt, lystfiskeri eller forskning. Det være sig for eksempel stationært i en fangsthytte eller teltlejr (basecamp), trekking, turski, hesteryg, i kano/ kajak og så videre. Eller en kombination af disse.